F.C. København lancerer ny forening for at styrke fodboldens fællesskaber

F.C. København tager et nyt skridt i klubbens sociale arbejde med oprettelsen af den selvstændige og almennyttige forening Foreningen ForKBH. Foreningen skal arbejde for at få flere børn og unge ind i fodboldens sunde fællesskaber og styrke diversiteten i sporten.
Klubben vil med den nye organisation samle tidligere og kommende sociale initiativer i én samlet indsats med fokus på trivsel, sundhed og social inklusion.
“Vi er så heldige at høre hjemme i verdens bedste by, og derfor kan man også forvente af os, at vi påtager os et stort ansvar for den by, der har skabt os,” siger F.C. Københavns CEO, Jacob Lauesen.
Foreningen ForKBH skal blandt andet udvikle projekter og samarbejder med skoler, kommuner, NGO’er, virksomheder og lokale foreninger. Målet er at give flere børn og unge adgang til fællesskaberne omkring fodbold – også dem, der normalt står uden for traditionelle fritidsaktiviteter.
”Fodboldens omdrejningspunkt er et stærkt og unikt sammenhold. Med foreningens aktiviteter vil vi give flere børn og unge adgang til den særlige samhørighed,” siger foreningens sekretariatschef, Jesper Rønn-Simonsen.
Foreningens første initiativ bliver deltagelsen i Genuine Cup i Houston, hvor Dream Team F.C. København som det første danske hold skal deltage i den internationale inklusionsturnering for unge med neuroudviklingsmæssige handicap.
Fakta
- Foreningen ForKBH er en selvstændig og almennyttig forening stiftet af F.C. København.
- Foreningen skal fremme fodboldens sociale og sundhedsmæssige værdier samt diversitet i Danmark og udlandet.
- Indsatserne skal blandt andet ske gennem træning, turneringer, uddannelse af trænere og udvikling af fællesskaber.
- Foreningen ForKBHs første initiativ er deltagelse i Genuine Cup i Houston, USA.
- Dream Team F.C. København deltager som Danmarks første hold i Genuine Cup.
- Genuine Cup samler mere end 50 hold fra internationale fodboldklubber.
- Turneringen er for unge over 14 år med blandt andet udviklingshandicap, intellektuelle funktionsnedsættelser og autisme.
- Deltagelsen støttes af den spansk-amerikanske fond the Torras Foundation.






Accepter kun nødvendige cookies